Sundhedseftersyn og vaccination

Hos FAMILIEDYRLÆGERNE anbefaler vi, at dit dyr med jævne mellemrum får lavet et sundhedseftersyn hos dyrlægen.

Hvorfor nu det?



Ved sundhedseftersynet undersøger vi dit dyr fra snudespids til hale. Vi tager udgangspunkt i lige netop dit dyr – dets alder, race, hverdag, eventuelle tidligere sygdomme og om der er sket noget siden sidst, I var ved dyrlæge. Er der problemer i det små, er sundhedseftersynet en god lejlighed til at tage hånd om tingene i opløbet, og er dit dyr af forskellige årsager i særlig risiko for forskellige sygdomme, snakker vi om, hvordan man kan forsøge at forebygge problemerne. Ofte er der også mulighed for lidt ”wellness” i form af negleklip, ørerens og forebyggende tømning af analkirtler. Desuden tjekker vi op på dit dyrs vaccinationsstatus og vurderer, om der er behov for fornyelse af en eller flere vacciner. Efter sundhedseftersynet laver vi en sundhedsattest til dig på baggrund af undersøgelsen – helt gratis.

Er vaccination nødvendig?



Der findes forskellige vacciner med forskelligt indhold og varighed af beskyttelse. Derfor er det også forskelligt hvilken vaccine vi bruger hvornår – og hvorfor. Nogle vaccinekomponenter beskytter dit dyr i flere år af gangen, mens andre komponenter kun beskytter ét år eller kortere. Derfor tager vi udgangspunkt i netop dit dyr, når vi vurderer, om vaccination er nødvendig eller tilrådeligt. Med udgangspunkt i dit dyrs ”forhistorie”, sidste vaccinationsdato og vaccinetype samt forventningen om hvad det kommende år må bringe for dit dyr, vælger vi i samråd med dig, hvordan vi beskytter dit dyr bedst muligt mod sygdom. Planer om udlandsrejse, pensionsophold og krav fra sygeforsikring kan ligeledes spille ind på valget af vaccine og vaccinationshyppighed. Det er i øvrigt gratis at få din hund eller kat vaccineret i forbindelse med et sundhedseftersyn; du betaler kun vaccinens pris oveni (Der tilskrives dog et mindre beløb for attestudførelse og vaccination mod hundegalskab (rabies) til udlandsrejser samt for kennelhostevaccination med nasalvaccine).

Udvidet sundhedsundersøgelse - hund

Vi tilbyder en udvidet sundhedsundersøgelse til hunde fra 1 års alderen - fordi en hund ikke ”bare” er en hund.
Der er stor forskel på hunderacerne imellem, men også inden for den samme race, kan der være betydelige forskelle fra hund til hund - ikke kun på udseende, størrelse, alder, brug og aktivitetsniveau, men også når det kommer til de indre organer og deres funktion.

Ved en udvidet sundhedsundersøgelse etablerer vi din hunds egne normalværdier på blod-, urinprøve og blodtryk allerede fra den er ung. Derved vil vi ved selv små ændringer i de målte værdier kunne mistænke sygdom i tidligere stadier end ellers – fordi vi sammenligner din hund ”med sig selv” og ikke kun ”alle de andre” hunde. Og jo hurtigere vi kan opdage sygdom og gribe ind, jo bedre er prognosen. Alt sammen for at give din hund et langt og godt hundeliv sammen med dig.

Den udvidede sundhedsundersøgelse omfatter:

  • Sundhedsundersøgelse
  • Blodprøve: Undersøgelse af lever- og nyreværdier, blodsukker, infektionstal, blodprocent mv.
  • Urinundersøgelse: Undersøgelse for blod, protein, sukker, vægtfylde mv.
  • Blodtryksmåling
  • Alm. standardvaccination: Hundesyge, leverbetændelse, parvovirus, og parainfluenza (kennelhoste).

Alle er velkomne



Har du flere dyr, er du velkommen til at bestille tid til sundhedseftersyn af dem alle på én gang; det er billigere for dig end at komme med dem hver for sig, da der er rabat på undersøgelse af dyr nummer 2 og evt. efterfølgende dyr. Det er ofte muligt at tilpasse dine dyrs vaccinationsprogrammer, så de kommer til at følges ad og kommer til at blive vaccineret samtidig.

Se vores priser her