Kikkertoperation

Hos FAMILIEDYRLÆGERNE Aalborg tilbyder vi visse bughuleoperationer som kikkertoperationer.



Operationer på hunde med kikkert er sammenlignelige med tilsvarende operationer hos mennesker: Der opereres i fuld narkose gennem 3 små åbninger i bughulen. 2 åbninger bruges til instrumenter og den sidste bruges til et kamera, så dyrlægen kan orientere sig og følge operationen på en skærm ved siden af. Fordelen ved kikkertkirurgi er, at der laves væsentlig mindre vævsskade end ved traditionelle operationer, fordi åbningerne til kameraet og instrumenterne er meget små. Der vil derfor være færre smerter efter operationen og hunden vil hurtigere komme sig ovenpå indgrebet.

Kikkert kan bruges til mange forskellige operationstyper.

Ved sterilisation af tævehunde med kikkert, fjernes begge æggestokke og hunden beholder selve livmoderen og livmoderhalsen. I Danmark har der ellers i en årrække været tradition for også at fjerne både livmoder og livmoderhals ved sterilisationer, men moderne undersøgelser viser, at det er lige så godt og sikkert at fjerne æggestokkene alene. Denne operationsteknik er ikke forbundet med større risiko for livmoderbetændelse for hunden – Det er nemlig hormoner fra æggestokkene, som giver hunden risiko for livmoderbetændelse og ikke livmoderen i sig selv. Hanhunde med testikler tilbageholdt i bughulen kan også kastreres med kikkert.

Se vores film om sterilisation af hund med kikkert

Se pris på sterilisation her

Snakker vi syge dyr, kan kikkertmetoden været et godt alternativ til de traditionelle åbne bughuleoperationer. Dyrlægen kan her få et godt overblik over bughuleorganerne ved en operation med en minimal vævsskade, og der kan efter behov udtages vævsprøver fra forskellige indre organer på en skånsom måde (f.eks. fra leveren, bugspytkirtlen eller nyrerne).

Til små dyr bliver kikkertinstrumenterne både alt for store at arbejde med og de tre nødvendige huller i bugvæggen giver mere vævsskade end en enkelt traditionel åbning vil give. Derfor udføres kikkertoperationer kun sjældent på katte og små hunde, som i stedet bliver opereret, som vi plejer.
Artikel fra magasinet HUNDEN