Forplantning og fertilitet

Vi tilbyder en række fertilitets og reproduktionsundersøgelser, som er med til at sikre, at dit dyrs drægtighed bliver så kontrolleret, planlagt og frugtbart som muligt.

Gennem skedesvaber, progesteronmåling for ægløsning samt en gynækologisk undersøgelse fastsættes det optimale parringstidspunkt for din tæve. Er der behov for det, kan hanhundens sædkvalitet undersøges i forhold til antal, bevægelse og evt. misdannelser, og der kan ydes hjælp til parring og evt. inseminering.

Inseminering anvendes hvis en naturlig parring ikke er mulig. Det kan der være flere årsager til, men hvis hanhund eller tæve har arvelige defekter, der forhindrer en naturlig parring, bør inseminering naturligvis ikke anvendes. Tapning af hanhunden bør foregå i rolige omgivelser og gerne med en løbsk tæve i nærheden. Tæven insemineres umiddelbart efter sædudtagelsen.

Ved frisk sæd insemineres tæven bagerst i skeden. Er det muligt anbefales det at inseminere igen efter en dags pause. Ved brug af frost-sæd ses der nedsat overlevelsestid hos sædcellerne. Derfor insemineres tæven direkte i livmoderen, og der anbefales her at gentage insemineringen de næste 2-3 dage.

Efter parring eller inseminering kan etableringen af drægtigheden påvises ved ultralydsscanning, hvor fostrenes hjerteslag kan ses og senere kan antallet af fostre vises med sikkerhed ved en røntgenundersøgelse, så man ved hvor mange hvalpe man har i vente.

I samråd med dyrlægen kan der tilbydes vaccination mod herpes i forbindelse med parring og drægtighed.

Vi tilbyder desuden sundhedsundersøgelse, vaccination, ID-mærkning og registrering af hvalpe- og killingekuld med tilhørende sundhedsbog til særlig fordelagtig pris. Kontakt os for prisforespørgsel, når I ved hvor mange hvalpe eller killinger der er kommet.